Ny Kraft Andagt.dk
13. Juli 
Ny oversættelse
Luk. 16, 10-11
Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi?
NY KRAFT 

VIRKELIG OMVENDT

En ung pige sagde engang til Spurgeon: »Jeg er nu så lykkelig over at have omvendt mig til Gud.« »Hvorpå mærker De, at De virkelig er omvendt?« spurgte han. »Jo,« svarede hun barnligt, »nu vasker jeg også under tæpperne i det hjem, hvor jeg har plads.«

 

Det hører med til virkelig omvendelse, at man får en klarere opfattelse af nødvendigheden af at være tro både i stort og småt. Alt sker jo for Guds ansigt, og der kan man ikke være øjentjener.


Når det har været sagt, at de kristnes liv er verdens Bibel, så gælder det netop dette med troskaben i de daglige pligter.


Vidnesbyrd og formaninger er værdiløse, hvis vort liv svigter. Ægte kristendom er helstøbt. Ord og gerninger holder samme mål. At udføre de små opgaver, som ingen ser, og som ingen kontrollerer, med samme omhu som de store og åbenlyse opgaver, det vidner om en helstøbt karakter.


Der findes ikke-kristne af denne støbning. Vi ser det af deres daglige liv. Hvor meget vigtigere er det da ikke, at det kan siges om en kristen.


Kristenlivets vækst står og falder med troskaben i det små. De større opgaver betror Gud kun til dem, der er tro i det lidet. Hvordan er det i dit daglige arbejde?


»Den, som er tro i det små, er også tro. i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med den uretfærdige mammon, hvem vil så betro jer den rette?« Luk. 16, 10-11.

 

Bøn

Du kender det med hverdagspligt

på arbejdsplads, i hjem og sligt,

og stadig være munter.
Så gør det da! Bliv ved at gro!
Bed Gud om hjælp og udfyld tro

minuttets tres sekunder.


Erik Mortil
DUS 362

©knudfk.dk 2009-18 post@knudfk.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net