Ny Kraft Andagt.dk
4. September 
Ny oversættelse
Matt. 26, 26-28
Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.
NY KRAFT 

PANTET PÅ SYNDERNES FORLADELSE

»Gud, vær mig synder nådig«, var nok for Gud til at udslette tolderens synd og give ham Kristi retfærdighed.


Ofte kan det være vanskeligt for os at tro på en sådan syndernes forladelse. Derfor har Gud givet os et synligt pant på, at han tilgiver synd. Og dette pant er Jesu eget legeme og blod i Herrens hellige nadver.

 

En svensk præst har sagt nogle træffende ord om Guds synlige pant i dåben og nadveren: »Og kommer sjælefjenden nu til den kæmpende tro og siger: Hvad skal du med disse ydre ting - ingen kan blive frelst ved lidt vand, så skal du svare: Ja, du siger, at dåben kun er vand, og Herrens nadver kun brød og vin, at Bibelen kun er papir og tryksværte, og at Kristi kors kun er træ. Men når Guds ord tager skikkelse i træ, papir, vand eller brød og vin, så skatter jeg det dog højere end alle dine kunster, thi himmel og jord skal forgå, men Herrens ord forgår aldrig i evighed.«

 

Nadveren er, som en har sagt, Guds håndtryk til synderen. I ordet forkyndes nåden; i nadveren er det, som om Jesus selv kommer og siger: Se her, mine hænder og min side.


»Mens de nu spiste, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav sine disciple det og sagde: »Tag dette og spis det, dette er mit legeme.« Og han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: »Drik alle heraf, thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.« Matt. 26, 26-28.

 

Bøn

Hvordan det sker, det ved jeg ej,

Han har ej villet vist den vej.
Min sans sig ej så højt bør sno,

det er mig nok hans ord at tro.

 

Så fryd dig da, min sjæl og ånd,

at dog Guds tjeners ringe hånd

må række dig det dyre pant

hvori sig Gud til dig forbandt.


Thomas Kingo
DDS 468

©knudfk.dk 2009-18 post@knudfk.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net