Ny Kraft Andagt.dk
29. December 
Ny oversættelse
1. Kor. 3, 12-13
Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er.
NY KRAFT 

ALLES ARBEJDE BLIVER ÅBENBARET

Da Christiansborg slot brændte ned, så man, hvordan det var bygget. De mægtige mure omkring riddersalen var hule. Hulrummet virkede som en luftkanal, hvorigennem luerne bredte sig. Selvfølgelig fandtes der en brandmur, men i stedet for at gå op til det ydre tag, nåede den kun til loftet. Der var en jerndør mellem kongefløjen og rigsdagsfløjen, men den kunne ikke lukkes. Og da brandchefen i hast forsøgre at lukke den med et stykke ståltråd, viste det sig, at materialet, den var lavet af, bøjede sig i varmen som en blikdåse. Londons brandchef var netop i byen, han så ruinerne og sagde, at han ikke med hele Londons brandkorps kunne have reddet slottet, så elendigt var det bygget.


Guds ord taler om to slags bygningsmaterialer for vort liv. De, der tåler ild, guld, sølv og ædelsten, og de, der fuldstændig brænder op, træ, hø og strå.


Hvis det gælder om at bygge stort, for at livet skal tage sig ud i menneskenes øjne, da må vi benytte billige materialer. Gerninger, der er gjort for at ses af mennesker, brænder op i Guds store ildprøve.


Der er nogen, der kaldes »de stille i landet«, det er de sagtmodige og ydmyge, de som tjener i stilhed, som lever i bøn og offer. Deres liv er ikke prangende, deres livsbygning er uanselig ved overfladisk betragtning, men den er af kostbart og ædelt materiale. Deres arbejde består. - Hvordan bygger du?


»Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare stene, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er.« 1. Kor. 3, 12-13.

 

Bøn

Den store mester kommer,

som smelter sjæl og sind,

han sidder ved hjertegruben,

han ser i sjælene ind.


B. S. lngemann

DDS 612
HJMT 436

©knudfk.dk 2009-18 post@knudfk.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net