Ny Kraft Andagt.dk
405 

Gud, giv mig barnekår

  1. Gud, giv mig barnekår,
    Gud, lær mig fadervor,
    lær mig som barn at hvile ved dit hjerte;
    lær mig i sorg og savn
    at nynne på dit navn,
    der råder bod på hver en frygt og smerte.
     
  2. Lær mig at se mig glad
    på håbets oljeblad,
    der blev mig skænket straks i livets morgen,
    da fredens due skrev
    til mig det adelsbrev,
    der stemplet blev, hvor hjemme har ej sorgen.
     
  3. Lær mig med fugle små
    mit håb at nynne på
    hen over fagre eng og golde hede;
    lær mig ind under jul
    at finde ly og skjul
    som fugleungen i sin lune rede.
     
  4. Lær mig, når skyers hær
    vil mørkne for min færd,
    så ej jeg ser den vej, min fod skal træde,
    at bie da, o Gud,
    til du mig lyser ud
    og hvisker til mig; Du skal ikke græde!
     
  5. Lær mig engang at dø
    som spiredygtigt frø
    med håb om dag bag gravens mørke vande
    og lad mig mødes da
    med et halleluja
    fra venner hist på solbelyste strande.

Lorentz Maltesen
 
©knudfk.dk 2009-18 post@knudfk.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net