Ny Kraft Andagt.dk
3. Februar 
Ny oversættelse
Salme 40, 9
Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.
NY KRAFT 

GUDS ORD I HJERTET

I et museum i Dresden findes to halvdele af en jernkiste, som en prins engang sendte sin trolovede, en fyrstedatter. Hun blev så skuffet over gaven, at hun kastede den fra sig i vrede. Men da åbnede den sig, og indeni lå der en kugle af sølv. Den kunne også åbnes, og indeni fandt hun en guldkugle. Da hun trykkede på en fjeder, opdagede hun en kostelig ring indeni guldkuglen.


Guds ord synes uanseligt for mange. De synes, at Bibelen er kedelig og gammeldags, passende for alderdomshjem, sygehuse og ved begravelser. Mange konfirmander bliver skuffede, når en eller anden troende ven eller slægtning giver dem en Bibel i stedet for en sølvgenstand.


En lukket Bibel er ikke meget værd. Det er sandt. Men en åben Bibel er mere værdifuld, end al verdens rigdomme. Og Bibelen åbner sig ved brug, ved læsning under bøn. Den er fuld af skjulte, herlige skatte. En stadig rindende kilde af glæde og fred, af kraft og mod og håb.

 

Johannes skriver til de unge, fordi de er stærke, og Guds ord bliver i dem. De unge, som fylder deres tanker med Guds ord, er stærke, hvor alle andre må bukke under. De ejer kraft til sejr over det onde, ja, over Satan selv. Ejer du Guds fulde rustning i kampen mod det onde? Den får du i Guds ord. Træng derfor ind i ordet.


»At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lover i mit indre.« Salme 40, 9.

 

Bøn

Guds ord, det er vort arvegods,

det skal vort afkoms være;
Gud, giv' os i vor grav den ros,

vi holdt det højt i ære!
Det er vor hjælp i nød,

vor trøst i liv og død,

o Gud, ihvor det går,

lad dog, mens verden står,

det i vor æt nedarves!


N. F. S. Grundtvig

DDS 401

SOS 289

©knudfk.dk 2009-18 post@knudfk.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net