Ny Kraft Andagt.dk
26. Marts 
Ny oversættelse
2. Tim. 1, 7
For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.
NY KRAFT 

VÆR FRIMODIG

En gammel legende fortæller, at en gang havde Djævelen udstillet alle de våben til salg, som han bruger for at føre mennesker til fald. De så forfærdelige ud. Der lå had, misundelse, vrede, utugt, bedrageri og sladder - og alle mørkets andre våben, som vi mere eller mindre kender til.


Ved siden af lå et lille våben, der så ret uskyldigt ud, og som syntes at være flittigt brugt. Der stod en meget høj pris på det. »Ja, dette er mismodet,« sagde mørkets fyrste. »Dette våben har været mig til mere nytte end alle de andre. Ved hjælp af dette våben er jeg kommet ind i hjerter, hvor jeg ellers ikke havde fået indpas. Og bare jeg er kommet ind, tager jeg magten. Våbnet er slidt. Jeg har brugt det til at føre de allerfleste til fald, thi der er ikke mange, der ved, at mismodet i virkeligheden kommer fra mig.«

 

Mismod i kristenlivet kan komme af, at vi tænker mere på os selv end på Kristus, mere på, hvad vi mangler, end på, hvad vi ejer i Kristus, mere på vore nederlag end på Jesu sejr.


Mismod kan også gælde selve troen. Da stammer det gerne fra, at vi lægger grunden for vor tro i, at livet lykkes, i stedet for at lægge grunden, hvor Gud har lagt den: i Jesu fuldbragte værk.


Alt dette er Satans værk. Det er ikke nok at sige til ham: Vig fra mig, Satan. Nej, du må bruge et af Guds klare ord, som du tror på, og sige: Vig bag mig, Satan, for der står skrevet - - -. Da bliver du frimodig.


»Thi Gud har ikke givet os fejgheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd.« 2. Tim. 1, 7.

 

Bøn

Jeg går med Jesus, hvor jeg går,

han har mig ved sin side,

i kamp og strid han med mig står

og hjælper mig at stride.


H. A. Brorson
DDS 45
SOS 75

©knudfk.dk 2009-18 post@knudfk.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net