Ny Kraft Andagt.dk
4. Juni 
Ny oversættelse
Rom. 5, 20
Men loven kom til, for at faldet skulle blive større; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større,
NY KRAFT 

EN STOR SYNDER OG EN STØRRE

Den store naturforsker Isaae Newton har af­lagt denne bekendelse: »Jeg har lært to vigtige ting i livet. For det første, at jeg er en stor synder, for det andet, at Jesus er en endnu større frelser.«


Satan hvisker denne halve sandhed til de unge: Du må blive en stor synder for at blive frelst. Og så tilføjer han denne løgn: Derfor må du leve livet, så du kan blive en stor synder.


Sandheden om menneskene er, at vi alle er store syndere. Jo mere et menneske kender til visdom og videnskab, jo større tanker nærer det ofte om menneskets storhed.


Der findes en guddommelig videnskab, som kun Den hellige Ånd kan lære os. Den ser ikke mennesket i lys af de ydre ting, der behersker det, men i lyset fra Gud, den hellige og fuldkomne.

 

Det ædleste og fineste menneske kan blive den største synder, samtidig med at det bliver ædlere og finere. Den største landsbymusikant bliver til nul, når han hører den verdensberømte mester!


Vor renhed og fromhed og vore gode gernin­ger bliver tit synd i lyset fra Herrens hellighed. Det er som at se ind i solen.


Sammenlignet med solen bliver mørket for alvor sort. Men solen har også magt til at jage mørket bort. Guds nådes sol bliver herligere og varmere, jo mere vi ser af hjertets mørke og kulde.


»Men hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig.« Rom. 5, 20.

 

Bøn

O, jeg er en syndig krop.
det er al min titels ære,

bedre kan det ikke være,
når jeg slår i loven op;

men for du er Jesus blevet
og min jammer på dig tog,

derfor står mit navn indskrevet

dejligt udi livets bog.


H. A. Brorson
DDS 135
HJMT 137

©knudfk.dk 2009-18 post@knudfk.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net