Der var indvielsesfest i Colosseum, Roms mægtige cirkus med plads til, otte tusinde tilskuere. Colosseum var fyldt til sidste plads. Fanfarer påbød stilhed. Kejseren rejste sig og holdt indvielsestalen og roste særlig den græske bygmester, der sad på hæderspladsen ved hans side. »Og for værdigt at ære kunstneren,« sagde han, »har vi foranstaltet et særligt skuespil. Før de kristne ind, for at de for vore øjne kan dø for løvernes tænder.« Og mens bifaldet lød, åbnedes fængselsportene og ind på arenaen drog de til døden, viede Kristus-bekendere i hvide klæder og under sang. Ind sprang også løverne og tigrene, udsulte de og blodtørstige.
Da hørtes pludselig en stemme. Den græske bygmester havde rejst sig bleg, men rolig; og vidt omkring hørtes hans ord: »Jeg er også en kristen« Et øjeblik holdt alle vejret i dødsstilhed. Da vinkede kejseren. Soldater greb den modige bekender og styrtede ham ned på arenaen, hvor han sammen med de andre snart måtte besegle sin bekendelse med livet.
Når livet er Kristus, kan det aldrig mistes uden ved at svigte Kristus. Døden har ingen magt over Guds børns liv. Tværtimod må døden tjene os. Thi døden lader livet i Kristus nå sin fuldkommenhed. Døden fører de frelste ind i den fulde forening med Kristus. Spørg ikke, om du kunne vove en sådan bekendelse, som ville føre dig i døden. Du behøver ikke kraft til at dø, før døden kommer. Men lad os hellere spørge: Er livet Kristus for mig?
»Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding.« Fil. 1, 21.
