Den kendte, danske ungdomspræst Olfert Ricard skrev engang: »To mænd gik op til templet for at bede. Kirkegangen må have et sådant »for at«. Ikke for at høre pastor Mikkelsen, som er sådan en smuk mand, eller pastor Mortensen, som så glimrende forstår at være aktuel, eller pastor Skarp, for han siger sandheden, i modsætning til alle de andre, eller pastor From, for han hører ikke til »læserne«. Ikke for at græde, for det kan man også i teatret. Ikke for at ses, enten af mennesker eller af Vorherre, nej, ikke for at aflægge Gud en visit. De gik op til Herrens hus for at bede, altså for at møde Gud. For bøn er sjælens møde med Gud.«
Vi kan og vi skal møde Gud i ensom bøn i lønkammer et, i fælles bøn ved husandagten. Men der er noget særligt ved at møde Gud i Herrens hus på Herrens dag. Derfor har vi fået den dag og det hus. Og fordi mange beder der, er Gud ganske særlig nærværende.
Hvorfor går adskillige kristne ikke i kirke om søndagen? Og hvorfor ikke nu om sommeren? »Det er ferietid,« siger nogle. Man trænger til at færdes ude. Men sandelig trænger vi om sommeren mere end ellers til at drikke af det evige livs kilde, hvis ikke vor sjæl skal udtørre i varmen.
Går vi i Herrens hus for at bede om et møde med Gud, da får vi noget, selvom prædikanten skulle være nok så skrøbelig og ufuldkommen. Men vi må bede med tolderens hjerte.
»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.« Luk. 18, 10.
