En officer skulle på en yderst farlig natinspektion i Ingenmandsland for at overskære nogle ledninger. Da han skulle gå, sagde han til feltpræsten: »Bed for mig, at jeg må komme uskadt tilbage.« »Nej, det vil jeg ikke,« svarede præsten, »men jeg vil ledsage dig.«
Måske de fleste unge mener, at vi helst skal undgå enhver lidelse for at være lykkelige. Det er forkert. En kristen kan være lykkelig selv under svære lidelser og store farer. Og der er en sikker vej til lykken netop gennem lidelsen. Den består i frivilligt at påtage sig andres lidelser og byrder.
Dette var Jesu vej. Frivilligt tog han vore byrder, vore sygdomme, vore sorger og bekymringer, ja, al verdens synd på sig. Og Jesus levede det rigeste liv, der har været levet her på jorden.
Paulus led i den grad med sit folk, at han sagde: »Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og bortvist fra Kristus, om dette kunne gavne mine brødre.« Men samtidig kalder han de venner, som han led så meget for: min glæde og min krone.
De ufrelste behøver vor forbøn. Og alle, som lider ondt her i verden, trænger i særlig grad til, at vi beder for dem. Men der er tilfælde, hvor vi selv skal udgøre bønhørelsen, idet vi yder dem praktisk hjælp og deler, deres lidelser. Den, der har mistet en af sine kære, har ikke alene brug for forbøn, men også for venskab og praktisk kærlighed.
»For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld« Fil. 1, 29.
