En stakkels landstryger bankede en dag på hos en farmer langt ude i Vesten og bad om husly og mad. Farmerens kone var mistænksom og bange og vovede ikke at tage manden ind i huset. Men så tog den fremmede et stykke papir op af lommen og rakte hende det. Det var nogle ord med hendes søns håndskrift. Han skrev, hvorledes denne mand havde kæmpet ved hans side og senere passet ham på sygehuset lige til hans sidste stund, og at han, når disse linjer var skrevet, overlod sit døende legeme i hans hænder, og gennem ham sendte han sin sidste hilsen til hjemmet og moderen. Og så bad han om, at hvis de mødtes, skulle de tage imod ham I hans sted og elske ham, som om det havde været ham selv. Dette var nok. Moderen glemte den fremmedes lasede klæder og fattige udseende.
Når vi kommer til Gud i Jesu navn, da kan vi være fuldt forvisset om, at vi er velkomne. Du kan være fattig og laset og tilsølet af synden, og dog ser vor Fader i Himmelen på dig, som om det var hans egen Søn, der kom.
Skulle vi komme i vort eget navn, var der ingen grund til frimodighed. Da kunne vi holde os borte. Men i Jesu navn bar vi grund til at komme frimodige lige ind i helligdommen.
Derfor må vor uværdighed eller vor synd aldrig holde os borte fra bønnens vej til Gud.
Lad aldrig Satan berøve dig barnets frimodige ret til at bede Faderen om nåde for Jesu skyld.
»Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen..« Hebr. 10, 19.
