En engelsk forretningsmand, Lindsay Glegg, talte engang over emnet: Liv med stort L. Han omtalte kristenlivet som det rigeste og bedste liv. Vi kan også godt tilføje: det eneste liv. For livet uden Kristus er kun en tilværelse.
Liv med stort L, det er livet, når forholdet til Gud, er i orden, som den lodrette streg i L'et viser, og samtidig er forbindelsen med vore medmennesker i orden, som den vandrette streg i bogstavet angiver.
Det er ikke nok, at vi har forbindelse med Gub. Det giver ikke liv i overflod. Nej, det bliver til død, hvis livet fra Gud ikke formår at nå andre gennem os. Det er dette selvoptagne og selvtilstrækkelige kristenliv, som har givet anledning til den frygtelige betegnelse: »Dødehavskristne«. Det døde hav er jo livløst. Selv strandbredden er helt ufrugtbar, fordi havet kun har tilløb og inter afløb.
Livet består i en stadig vekselvirkning mellem at give og at tage. Det bedste billede på liv med stort L er Jesu eget om den, der drikker af det levende vand. Han oplever, at der opstår en kilde i ham med levende vand, som vælder til evigt liv.
Som regel betragter vi udelukkende denne livets lov om at modtage og at give som en åndelig lov. Men det er en stor misforståelse. Det gælder også i det praktiske liv. Kristenlivet kan ikke uden videre udskilles fra dagliglivet. Vi får nåde til at gøre godt og give gaver, penge, mad og yde tjenester. Og når vi gør det, får vi endnu mere nåde, mere sammenhæng mellem det praktiske og det åndelige.
»Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt.« 2. Kor. 9, 8.
