Fabeldigteren Æsop fortæller et sted: En bueskytte sigtede en gang på en ørn og traf den i hjertet. Da ørnen i dødskampen drejede hovedet, så den, at pilen var bevinget med et par af dens egne fjer. »Hvor meget smerteligere,« sagde ørnen da, »er ikke de sår, som tilføjes En med våben, som man selv har været med til at frembringe.«
Uendelig mange af menneskenes ulykker og lidelser er selvforskyldt. De er følger af et liv i ulydighed mod Guds vilje. Sådanne lidelser er dobbelt tunge at bære.
Selvom ungdomstiden kastes bort, kan man alligevel blive frelst. Men den tid, der er tilbragt borte fra Gud, vil ikke des mindre efterlade mærker, der aldrig kan fjernes.
»Men hvis I ikke gør det, har I syndet mod Herren, og så skal I få at mærke, hvordan jeres synd rammer jer! « siger Guds ord, 4. Mos. 32, 23. Det fik Josefs brødre at mærke. De kunne narre deres gamle fader, men deres synd fandt dem. Det kom Kain og Salomon, Judas og Ananias og Satira til bittert at opleve.
Vi høster, hvad vi sår. Vi høster samme slags, som vi sår. Og vi høster altid mere, end vi sår.
Ungdomstiden er så tid. Da gælder det om at så det gode, om at tænke godt, tale godt og gøre godt. Det kaldes at så i ånden. Og det betyder, at Guds ånd får lov til at vejlede et menneske i al dets færd.
»Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. « Gal. 6, 7-8.
