Paulus havde et himmelsk syn, der blev afgørende for hele hans liv. Det var et ydre syn: et lys fra Himmelen, klarere end solen. Og det var et indre syn, en indre oplysning fra Himmelen.
Synet drejede sig om et hvorfor og et derfor.
»Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden. - For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se.« Ap. G. 26, 14-16.
Guds hvorfor afslørede synden for Saulus. Han så, at han forfulgte Kristus, og at Kristus var Gud. Han så, at grunden til al hans uro og angst, al rastløshed og fredløshed, var, at han havde en brod i hjertet.
»Jeg bliver enten gal eller frelst,« sagde et menneske, der længe havde kæmpet, mod Guds kaldelse. »Jeg har allerede et helvede,« sagde en ung mand, der ikke ville blive kristen, skønt han var helt overbevist.
Guds derfor åbenbarede hans uendelige langmodighed og kærlighed. Når Gud overbeviste om synd, og tvang synderen i støvet, så var det ikke for at straffe eller forkaste ham.
Guds kald er både et tilbud om nåde og et nyt liv, et liv til Guds ære.
»En kristen kan aldrig være sofavælger,« har en sagt. Kristenkaldet og tjenerkaldet kan ikke og må ikke skilles. Du, som har haft et himmelsk syn, som har set din synd og hørt Guds kald, har du adlydt? Da er du også Guds tjener og vidne.
