Da den berømte naturforsker, Charles Darwin, var vendt hjem fra sin første rejse til Tierra del Fuego, omtalte han beboerne der som de ringeste og mest håbløse i hele verden. Han erklærede, at han »hellere ville forsøge at civilisere hundene på gaden end befolkningen der.«
En ung mand, Tom Bridges, fik nys om Darwins udtalelse. Han tilbød at drage ud som missionær til Tierra del Fuego, og en dag tog han ophold blandt de lavest stående mennesker på jorden. Kun en værdifuld ejendel havde han tørt med sig - Bibelen.
Tolv år efter sin første ekspedition kom Charles Darwin på ny til Tierra del Fuego. Da han steg i land, hørte han en mærkelig lyd - det var klokkerne, der kaldte til morgengudstjeneste i landsbyen. Han så indbyggerne strømme til kapellet, og han opdagede, at de allerede var i besiddelse af mange af civilisationens goder. Gud havde brugt en mand og en Bibel til at udrette dette under.
Ingen kan fuldtud måle, hvad Bibelen har betydet for civilisationen og kulturen på jorden. Og det er vel kun en af dens virkninger. Bibelen virker også i menneskesjælens dybder, hvor alle visdommens skatte er at finde. Men den har mere at give end visdom. Den skænker kraft til at følge dens visdom. Det hjælper ikke stort at vide, hvad der er det rigtige, hvis man ikke formår at gøre det.
Hvis fornægtere som Darwin læste Bibelen lige så flittigt som alt andet, og studerede Bibelens undere med samme iver, som de gransker naturens, ja, da ville de blive troens sande forkæmpere.
»Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning. « 2. Tim. 3, 16-17.
