Missionær Bodding i Santalistan i Indien har fortalt om en overhøvdings omvendelse. Høvdingen lå under for mange hedenske laster. Han havde også svoret på aldrig at blive en kristen.
Bodding bestemte ikke at ville tale til ham om Kristus. Derimod fik han høvdingen interesseret i at læse Rometbrevet. Men mest bad han for ham. Efter fire måneders forløb bad høvdingen om at blive undervist, da han ønskede at døbes. Ordet og bønnen alene havde bevirket underet i hans hjerte.
Ordet, fulgt af bøn, er som dynamit, fulgt af ild. Det sætter i brand, hvor det kommer. Denne åndens gnist mangler ofte ved møder og gudstjenester. Den savnes også ofte, når den enkelte læser sin Bibel. Men så hænder det måske, at en troende føler uro over, at mødet er så dødt og begynder at bede til Gud om åndens ild, og så bliver der liv og glød, både over taler og forsamling. Alene med Bibelen begynder du at råbe til. Gud om Åndens vejledning over ordet, som er tørt og fattigt for dig. Og så sker underet.
Ordet uden bøn er som tro uden ild, som sædekorn i stenhård jord, som en låset dør uden nøgle. Mulighederne er der. Alt er lagt til rette, ganske som offeret på Elias' alter på Karmelbjerget.
Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.
»Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: »Det er Herren, der er Gud!« 1. Kong. 18, 38-39.
