Moody skriver: »Et menneske ligger alvorlig syg. Sygdommen kan overvindes, hvis den kan behandles i rette tid, ellers er den uhelbredelig. To venner kommer på besøg. Den ene siger: »Der er ingen fare på færde.« Den anden siger derimod: »Du svæver i livsfare. Hvis du ikke tilkalder læge, er du fortabt.« Er den førstes kærlighed ikke grusom? Og er den andens grusomhed ikke fuld af kærlighed?«
Intet sted erfarer et menneske sandheden om sig selv så ubarmhjertigt og afslørende som i Guds ord. Der bliver selv den fineste og frommeste afklædt, og al urenhed og egenkærlighed og alt hykleri stillet til skue og får deres dom: Ikke en holder målet.
Dette dystre billede af menneskene forarger mange. De mener, at der må da være noget godt i os. De kan ikke fordrage sangen om, at vi var dybt fordærvet i synd og urenhed. Noget godt må der vel være i os. Og så holder de sig til overfladiske prædikanter, som i strid med Guds ord sætter mennesket på en højere plads.
En læge, som lægger et plaster på et urent sår, giver måske nok patienten en skånsom behandling, men kan ved sin letsindighed føre et menneske ind i store lidelser, ja, måske ind i døden. Den læge, som skærer i såret, synes nok hård, men er alligevel den barmhjertigste.
Gud må ofte være hård i sin kærlighed, for at synderen kan komme til at se sin nød. Men det er livets og frelsens vej. Jesu død på korset er verdenshistoriens hårdeste dom over synden, men den er også den højeste åbenbaring af Guds kærlighed.
»For Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af.« Hebr.12, 6.
