En maler havde nogle stærkt farvede sten liggende på bordet i sit atelier. En besøgende spurgte, hvad de skulle tjene til. Kunstneren forklarede da, at de hjalp ham til at bevare sansen for de rette farvenuancer. Under arbejdet med farverne kunne det hænde, at den svækkedes. Men synet af de kulørte sten fik den til atter at fungere normalt. Det er ganske det samme, der sker, når musikeren ved hjælp af en stemmegaffel afgør, om en tone er ren eller ej.
Selv med de bedste forsætter vil samvittigheden sløves, hvis den ikke bliver korrigeret. Der er mennesker, som handler stik imod Guds ord, og som dog er ærlige, når de påstår, at deres samvittighed ikke har plaget dem i den anledning. De ligner dem, der har spillet så længe på et ustemt klaver, at de tror, det er rent.
Og dette gælder ikke alene ufrelste mennesker. Selvom samvittigheden er blevet vakt, og man er begyndt at adlyde den, kan den sløves på visse områder. Mens den er på vagt i alle ydre forhold, kan det samme menneske godt samtidig være fyldt af syndige og urene tanker, ja, man kan endogså som kristen sløves i den grad, at Ens hjerte bliver en røverkule og et hadets og misundelsens arnested.
Hvordan kan dette undgås? Ved at, gøre hjertet til et bedehus. Fra ordet og bønnen strømmer det klare lys, der afslører hjertets skjulte krinkelkroge.
Samvittigheden afstemmes kun rigtigt efter Guds klare sandhed.
Guds ord er kompasset, som ufejlbarligt angiver, om kursen er rigtig sat.
Bønnen gør klarsynet, så man med samvittighedens øje kan styre lige mod målet.
»Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti« Salme 119, 105.
