I sin bog »Den lidende kærlighed« fortæller Stanley Jones om en læge i Kina, der ved store ofre igennem mange år havde bygget et pragt, fuldt hospital. Den kommunistiske fløj af den nationale hær drog nord på og lagde hospitalet i ruiner. Alt arbejde gennem flere år blev ødelagt i et nu.
Hvad gjorde lægen? Han fulgte med hæren og passede de syge og sårede. Da general Chiang Kai Shek, der ledede hæren, så dette, spurgte han sin kone: »Hvad er det, der får denne fremmede: læge til at følge os og pleje de syge og sårede, når netop disse mænd ødelagde hans hospital?« Hans kristne hustru svarede: »Det er kristendommen. Da svarede general Chiang tankefuldt: »Da må jeg blive en kristen.« - Et helt hospital skænket til det kinesiske folk var ikke så stærkt et vidnesbyrd, som den kristne læges samfund med Kristi lidelse. Det var hvedekornet, der bar frugt.
Med et sådant sind overfor alle mennesker kan ingen gøre os noget ondt. Sjælevindere knækkes ikke af modstand, spot eller forfølgelse. Med et kærligt og ydmygt sind kan ingen ydre prøvelser standse os i at tjene og vidne for verden.
Det stærkeste vidnesbyrd, vi kan aflægge om vor Frelser, er, hvis vi kan vise menneskene uselvisk kærlighed i hverdagslivet.
Jesus bad for sine bødler. Det gjorde Stefanus også. Peter vidnede for Jesu mordere. På samme måde førte Paulus og Silas fangevogteren i Fllippi til livet i Gud. På den vej kan vi også vinde vore modstandere.
»Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige.« 1. Pet. 3, 13-14.
