Sagaen fortæller, at da kong Olav steg i land på Silja, snublede han og faldt på knæ. »Nu faldt du, konge,« sagde en af hans mænd. »Nej, nu fik jeg fast grund under fødderne.« svarede kongen.
Det er ikke svaghed at falde på knæ for Gud. I den stilling får den svageste stor styrke. De svageste mennesker er de, som er for stolte til at bøje sig for den levende Gud eller for selvtilstrækkelige til at søge Herrens kraft.
Der er en vis sammenhæng mellem et menneskes holdning og dets gudsforhold. De stolte og knejsende er også stolte og knejsende over for Gud. Men Gud er ikke menneskets ligemand. Han skabte os, og vi er for støv at regne imod Gud. Derfor sømmer det sig for os at lægge os i støvet for himmelens og jordens skaber.
Ingenting regnes for så lidt i denne verden som at bede til Gud. Ingen magt er så ukendt for vantroen, som bønnens magt.
Verden kender det gamle ord: Giv mig et fast punkt udenfor jorden, og jeg skal bringe hele kloden i bevægelse. Dette faste punkt finder vi på knæ for Gud, jordens herre og opretholder.
Med fast grund i Herrens urokkelige løfter kan en bedende kristen åbne for evige kræfter, ja, åbne Himmelen forandre i Jesu navn.
»Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrene hus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd,« Ef. 3, 14-16.