En gammel legende fortæller om en munk, der på et bestemt klokkeslet skulle dele mad ud fra klosterkøkkenet til de fattige. En dag knælede han i bøn. Han fik en rigtig Karmel- og Hermon-oplevelse? Jesus stod i forklaret skikkelse foran ham. Munken blev aldeles overvældet ved dette syn i sin lille celle, og priste og tilbad Mesteren. Men pludselig ringede klokken, der kaldte ham til tjeneste for de fattige.
Han havde ingen lyst til at gå, men klokken vedblev at kime, og til sidst gik han. På vejen tilbage fra de fattige, snavsede mennesker tænkte han: Jesus er ikke længere i min celle - der er mørkt. Men hvad så han? Jesus var der endnu, og han sagde til munken: »Det var godt, du gik, for var du ikke gået, havde jeg måttet gå.«
Kristenlivet leves sundest i den stadige vekselvirkning mellem Marias og Marthas plads. I stedet for et enten-eller skal det være et både-og, både tilbedelse og tjeneste. Søger vi Kristus alene for vor egen fred, glæde og lykke, da mister vi ham. Søger vi Kristus for at bringe lykke, fred og glæde til andre, da kommer Kristus os stadig nærmere.
I bønnens stilhed og under ordets forkyndelse vil Kristus tænde vore hjerter, men ikke for at vi selv først og fremmest skal være lykkelige og få det godt. Kristus-ilden brænder kun, når den bringes videre til andre.
»Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.« Rom. 12, 11.
