Ved en folketælling var der i et fængsel i London en mand, som var dømt til døden. Han ventede på henrettelsen, derfor udfyldte han ikke mandtalslisten. Hans liv var ikke medregnet i tallet på Storbritanniens borgere. Fra det øjeblik, han var dødsdømt, var han regnet for død, skønt han stadig levede.
Paulus taler om at være korsfæstet med Kristus, død med Kristus. Dåben er dødsdommen over synden i os. Mange frikendte senere det gamle menneske i sig, og lod det leve frit og ubundet. Et sådant frafald er dødsdommen over Kristus i os.
Nu opnår vi hverken helt at dræbe syndens magt eller helt at udslette Kristi nådekald her i livet. Derfor er enhver levende kristen udsat for at dø, medens enhver døende synder har mulighed for at vinde det evige livs gave påny.
For os, som lever med Kristus, gælder det, at vi daglig skal regne os for døde fra synden. Vi skal ikke se os tilbage, som Lots hustru gjorde det. Men vi skal glemme det, som ligger bag os. Som det hedder i et gammelt vers: Farvel, du brede vej, du ser mig aldrig mer.
Ja, vi er døde fra synden, også således, at vi ikke savner syndens lyster og glæder. Hvordan det? Jesus skænker ny lyst og glæde, et helt nyt liv, som tilfredsstiller al vor trang og længsel.
»Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.« Rom. 6, 11.
