Mikropsi og makropsi er to slags, feberfantasier, fortæller de lærde. Nogle mennesker har mikropsi. Når de får feber, synes de, at de selv er småbitte i forhold til alle andre. De bliver så ulykkelige og dårlige, fordi alle ting er så uhyggeligt store i forhold til dem, som selv er så rørende små.
De, der har Makropsi, har det fuldstændig modsat. De føler sig så uendelig store. Hænder og fødder er som på en elefant. Og de kender ikke sig selv igen. Alle andre bliver små i forhold til dem.
Nu findes der både åndeligt mikropsi og makropsi uden feber. Men den er også en sygdom, en sygdom i kristenlivet.
Enkelte unge kristne er ikke til at formå at gøre eller sige noget som helst af bare beskedenhed. De vil helst gemme sig i en krog. Alle andre kan, men de kan ikke noget. Dette er sygelig kristendom. For gud har givet alle en eller anden nådegave til brug for menigheden.
Andre er på færde over alt og tror, at de kan alt, ja, at ingen kan noget så godt som de. De er med i ti-femten bestyrelser, hvis det lader sig gøre. De taler i tide og ofte i utide. Dette er også sygeligt.
Begge parter behøver besindighed. Gud vil give os alle en plads og en opgave, som vi kan fylde efter det mål af tro, som den enkelte har. Måtte vi altid være villige til at lade os lede af ham.
»I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham.« Rom. 12, 3.
