I »Synnøve Solbakken« fortæller Bjørnson om, da lille Torbjørn for første gang var i kirke og kom op at slås med en anden dreng midt under gudstjenesten. Da Torbjørn kom ud og mødte Synnøve, sagde hun tre gange: »Fy!« Han spurgte, hvorfor hun sagde »fy«, og hun svarede, at han jo havde været oppe at slås i kirken. »Nåh ja,« sagde Torbjørn, »men det er længe siden.«
De fleste mener at deres gamle synder må være glemt. Derfor venter de med at komme til Gud og bekende deres synd, og ofte kommer de slet ikke, fordi de synes, at synden er blevet så ubetydelig og fjern.
Mange kristne venter også med at gøre deres synd op, og fordi de ikke tager opgøret straks, bliver der noget usandt og halvkvædet over det, når det engang kommer.
De halve og usande syndeopgør er årsagen til, at mange kristne er utilfredse og mangler kraft.
Vil vi leve et frigjort kristenliv, da må vi følge samvittighedens signaler. Når uroen er størst, det vil sige, når syndserkendelsen er klar og levende, da må vi uden tøven ty til Jesus med vor synd og få nåde.
»Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig, min livskraft svandt ind i sommerens hede. Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld.« Salme 32, 3-5.
