En gammel kone luntede henad en landevej med en tung, sæk på ryggen. En mand kom kørende, indhentede hende og tilbød hende at køre med. Uendelig taknemlig steg hun op, men hun sad stadig med byrden på ryggen. Da manden foreslog hende at lægge sækken bag i vognen, svarede hun: »Åh, det er så venligt af Dem at køre, mig, så jeg synes ikke, at De også skal køre min sæk. Den vil jeg bære selv.«
Ikke så få unge kristne gør noget lignende med deres byrder. De har overgivet sig til Jesus, og de har ladet ham bære deres synd, men samtidig slæber de selv på tunge byrder. Jesus indbyder alle, der har noget tungt at bære, til at komme til ham og finde hvile.
Han vil give os hvile i alt. Jesus vil bære vore byrder, vore vanskeligheder, vore bekymringer. En vanskelig lektie, en irriterende medarbejder pengeknaphed, sygdom, småt og stort, alt skal vi få lov til at lægge på ham.
Hvis noget er for småt at tale med mennesker om, eller for svært at gå til fader eller moder med, eller i det hele taget for vanskeligt for mennesker at klare, så er der ikke noget, som er for småt, grimt eller vanskeligt for vor Herre og Frelser. Han vil være mere for os end vor bedste ven på jorden, han forstår os bedre end nogen, og han elsker os højere end moder og fader. Skulle ikke han, der ser til spurvene, holde sine børn oppe?
»Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig. I al evighed lader han ikke den retfærdige vakle.« Salme 55, 23.
