Lige før afslutningen på seminariet spurgte Henrik Kårstad en dag i sin klasse: »Kan nogen i få ord fortælle mig, hvad der er det centrale i kristendommen?«
Der blev stille, ingen vovede at svare. Da sagde Kårstad: »Kristendommen er syndernes forladelse, syndernes forladelse, syndernes forladelse - - -.«
Alt kristent liv springer frem af syndernes forladelse. Det er livskimen, hvoraf alt andet spirer frem.
Hvor langt et menneske er kommet i at leve smukt og gøre godt, så er sjælen dog død, hvis den ikke ejer syndernes forladelse.
Hvis nogen tror, at han er kommet så langt, at han ikke daglig trænger til syndernes forladelse, kommer han til kort overfor Guds domstol.
Livet uden syndernes forladelse er levende død. Og døden uden syndernes forladelse er den evige død.
»Hvor syndernes forladelse er, der er liv og salighed.« Den største synder kan blive et frelst Guds barn, når han tager imod syndernes forladelse. Verdens ædleste og fineste menneske har ingen anden adgang til Himmelen end, at synderne er forladte. De frommeste kristne og den største sjælevinder ejer intet andet at grunde sit salighedshåb på, end syndernes forladelse. Har du dit centrum der?
»Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne.« 1. Kor. 15, 3.
