Det fortælles, at der for 60 år siden levede en af de såkaldte »læsere« i en norsk egn østpå. Han var den eneste troende i vid omkreds. Så fik han nys om, at der skulle bo en kristen mand 5--6 mil borte. Ofte så han længselsfuldt op over skovene i den retning, hvor denne broder boede. En dag begav han sig på vej. Han spurgte sig frem, og folk vidste, hvem han spurgte efter, skønt han ikke kendte navnet. Blot han sagde, at manden var »læser«, kunne de vise ham vej, for der fandtes kun een der på egnen. Da de to mænd mødtes, og det blev opklaret, at de var brødre i Kristus, omfavnede de hinanden ude på gårdspladsen og græd af glæde.
Så langt er der ikke mellem de troende i dag. Og dog findes der dem, som er kommet til troen, men som lever på lang afstand af Jesu venner. Og afstanden har de selv skabt. Det er en kunstig afstand.
En ung mand, som er kommet til troen, og er begyndt at leve med Jesus i det stille, vil altid blive mindet om at slutte sig til de bekendende kristne. At blive en kristen indebærer, at man får en stor søskendeflok. Alle Guds børn er skabt til at leve i helligt samfund med hverandre. Der holder vi os varme, der opbygger vi hverandre og beder for hverandre. Der bærer vi hverandres byrder. Du lever vel i et helligt samfund?
»For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange.« 1. Kor. 12, 13-14.
