Paavo Ruotsalainen, den finske vækkelses grundlægger og leder, fik engang besøg af en meget from bonde, som ønskede at rådføre sig med ham. Paavo vidste, at denne bonde forsømte både sin gård og sit hjem, fordi han mente, at han udelukkende burde vidne og tale om Gud.
Da bonden kom, var Paavo i gang med pløjningen, og han fortsatte uanfægtet, mens den anden fremførte sit ærinde. Frem og tilbage pløjede Paavo, og bonden måtte følge med. Solen brændte, og sveden rendte, men Paavo standsede ikke. Den dag lærte bonden en lektie, som han aldrig glemte.
Hans Nielsen Hauge har i Norge praktiseret samme livsnære og nyttige kristendom. De bedste kristne burde også være de dygtigste og flittigste, når det gjaldt arbejde.
Der findes forældre, som har den, bagvendte opfattelse, at de skal skåne deres børn for alt, hvad der hedder arbejde. Det sker, at en moder både opvarter datteren, vasker hendes tøj: stopper hendes strømper og børster fodtøj for hele familien. Og så vokser datteren op til en uduelig luksusdukke, og sønnen bliver måske både dagdriver og ødeland.
Det er ikke altid tilfældet, at de mennesker, som har udrettet store ting og gjort en betydelig indsats, i livet, har været udrustet med særlig store åndelige gaver. Men de har alle været flittige og arbejdsomme. Har du studeret Jesu arbejdsdag?
Under alle livets forhold gælder de løfter, som Jesus engang gav i lignelsen om gaverne:
»For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. .« Matt. 25, 29.