John Bunyan fortæller i »Pilgrims-Vandringen« om Kristen, at han på sin vandring mod Himmelen havde følgeskab af en kammerat, der hed Håbefuld. Vejen, de gik, var stenet og tung. Men ved siden af vejen var der en eng, og over den gik en sti. Der var det lettere at gå. Kristen gik ud på engen og Håbefuld fulgte efter.
En mand, der gik foran dem, fortalte, at vejen førte til den himmelske port. Men da det blev mørkt, hørte de et skrig. Manden foran dem var faldet ned, i et dybt hul og omkommet.
Da hørte de gennem mørket en stemme, der sagde: »Giv agt på den vej, du har vandret, og vend så tilbage.« De skyndte sig tilbage til vejen.
Ved siden, af »den smalle, vej« går veje og stier, der synes at føre til samme mål. Det var en sådan vej, Ananias og Safira gik, da de gav en gave til Guds rige, men de løj, da de gav den. Ap. G. 5, 1-10. Også Peter gik en sådan vej, da han fulgte Jesus på lang afstand.
Ser du en præst eller en anden troende kristen, som går på en magelig sidevej, deltager i verdens fornøjelser, lever for penge og ære, elsker fine klæder og snobber for selskabelighed ligesom verden, da følg dem ikke. Du kan ellers let tabe målet af syne.
Skulle du være kommet bort fra den rette, smalle vej, da vend om. Gå ind gennem den trange port og se der i korsets lys, hvor den banede vej går.
» Vend tilbage, Israels jomfru, vend tilbage til dine byer!« Jerem. 31, 21.
