En lille dreng fik lov at følge sin far til skovs. Da de havde gået et stykke vej ville barnet hjem til mor. Men nede i dalen var der et vandløb, som det kneb for ham at vade igennem. Han gik så tilbage til faderen og fortalte ham det. Da lagde hans fader nogle sten i en sæk og hængte den på drengens ryg. »Prøv, om ikke det er bedre nu,« sagde han. Jo, det gik. Han vejede mere og stod fastere i strømmen på denne måde. Da drengen var nået halvvejs over, vendte han sig og råbte tilbage: »Hvor længe skal jeg slæbe på den sæk?« »Til du er nået helt over, min dreng,« svarede faderen oppe fra skrænten.
De, som ikke har været ude for prøvelser her i livet, står altid i fare for at få et let og overfladisk sind. De bliver let utålmodige overfor de mindste vanskeligheder. Og alt for hurtigt op giver de en sag, der møder modstand.
I sin visdom og kærlighed sender vor himmelske Fader os derfor en eller anden prøvelse. Måske må vi bære denne prøvelse hele vort liv. Vi synes, at den både tynger og hæmmer os. Vi ønsker at slippe for den. Men det har været nødvendigt for vor indre vækst at beholde den.
Hvor godt at vide, at det er vor Fader i Himmelen, som tillader, at vi prøves. For han ved nøjagtig hvad, vi trænger til og hvad, vi kan tåle.
»I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.« Jak. 1, 2-4.
