Prædikanten F. B. Meyer gik en gang til møde Frelsens Hær, der havde averteret med en udstilling af afguder. Han ventede at se afguds billeder fra Indien, Afrika og Sydhavsøerne, men i stedet trådte otte mand på et bestemt tidspunkt frem på platformen, hver med sit papskilt. Et var overdækket med piber, cigarer og tobak, et andet med vovede billeder, fjer og bånd. Kort sagt, alt sammen ting, der havde været menneskers afguder. En mand bagved F. B. Meyer sagde: »Det var min pibe.« En kone sagde: »Det var mine bånd:« Disse jævne folk havde erkendt, at disse ting var blevet afguder for dem, og de havde opgivet dem.
De moderne afguder kræver ikke bare penge og tid. På deres altre ofrer mange unge renhed og ære, ja, deres sjæls frelse. Der findes mange farligere synder end drik, spil og dans. Men skønt de ikke altid ser farlige ud, fører de ofte til de dybeste fald.
For Guds børn er, det fortrolige samfund med Jesus det vigtigste af alt. Når hjertet er varmt, og samvittigheden vågen, da er man på vagt, også overfor det, der gør sindet udadvendt, rastløst og adspredt, alt det, som hindrer Ens bønsliv og man skiller sig af med det. Kender du vejen til Betel?
»Fjern de fremmede guder, I har hos jer, rens jer, og skift tøj. Lad os drage op til Betel; dér vil jeg bygge et alter for den Gud, som hørte min bøn, dengang jeg var i nød, og som var med mig på min rejse.« 1. Mos. 35, 2-3.
