I et hjem fandtes to sønner. Den ene var lam fra fødslen, men mild og tålmodig, altid lys og glad. Men en dag, da faderen kom hjem, sad den lamme dreng i den åbne dør og græd. Årsagen var, at hans broder havde båret brænde ind, og moderen havde rost ham for hans dygtighed. Og nu var den lamme så ulykkelig over, at ikke også han kunne hjælpe sin moder.
Med tårefyldte øjne bøjede faderen sig ned, tog drengen i sine arme og bar ham ud i brændehuset. Der lagde han nogle brændestykker i drengens arme, og så gik turen tilbage til moderen igen, med både dreng og brænde. Den lille krøbling strålede som en sol: »Nu hjælper jeg dig også, moder!«
Lad os prøve at få det samme barneforhold ind i vort kirkeliv. I stedet for at græde over, at vi ikke kan gøre noget for Gud, så lad os lægge også de bekymringer frem for Jesus. Når alt kommer til alt, udretter de mest i Guds rige, som lader sig bære af Jesus, også i tjeneste for Gud.
Det er ikke grenene, som tilvejebringer kraften til blade, blomster og frugt. Nej, den kommer fra stammen og rødderne. Grenenes ansvar består ikke i at bære frugt, men i at sidde på deres rette plads i træet. Så bærer de frugt af sig selv.
l Jesus Kristus har vi alt, hvad vi trænger til. Han er ikke blot givet os til retfærdighed og frelse. Nej, han er vor helliggørelse og vor kraft. Han er livets brød og det levende vand. Han er hyrden, som bærer fåret lige hjem. Han er mere interesseret i at dygtiggøre os og bevare os, end vi selv er.
»Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Johs. 15, 5.
