To mænd, der i deres ungdom havde været kammerater og gode venner, mødtes i retslokalet - den ene som dommer, den anden som anklaget. Den tiltalte blev fundet skyldig. Ville dommeren nu for gammelt venskabs skyld lade nåde gå for ret?
Nej, han måtte gøre sin pligt, loven måtte ske fyldest. Han forkyndte dommen: fjorten dages hårdt straffearbejde eller en stor pengebøde. Da den dømte ikke var i stand til at betale, var fængsel uundgåeligt.
Da, dommen var oplæst, rejste dommeren sig imidlertid, tog dommer kappen af og betalte bøden for den dømte. Så gik han hen til ham og sagde: »Se så, John, kom nu med mig hjem.«
Når den hellige ånd får lov at vise os vor synd og vor skyld, da er vi redningsløst fortabt. Vi ligner alle tjeneren, som skyldte, sin herre titusinde talenter, og som ikke havde noget at betale med. Da er vi hjemfaldet til Guds vrede, ja, til forbandelse.
Er det ikke et herligt budskab, at den himmelske dommer tager al vor skyld på sig? Han har betalt gælden og tilintetgjort gældsbrevet. Og han forkynder os, at vi er frie. for Jesu skyld.
Er du blevet enig med Gud om din skyld? Er du også blevet enig med Gud om at tage imod frelse af nåde?
»Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.« Es. 53, 5.
