Stanley Jones skriver: »Jeg stod en gang i en nordindisk by og så op mod Himalayas evige sne med dens blændende hvidhed. Foran mine fødder lå en dam med snavset vand. Jeg sagde til den: »Jeg kender en kraft, der kan løfte dig op af smudset og rense dig. Her er solstrålen. Lad dig løfte af den, betro dig helt til solens varme og kraft.«
De snavsede vanddråber lod sig løfte op, højere og højere, og som klare snekrystaller faldt de senere ned deroppe på de evige snebjerge.«
De samme - og dog nye skabninger. Således går det med hvert menneske, der lader sig løfte af, nådens sol og begynder at leve himmellivet hernede.
Selv om arbejdet måske er det samme som før, så gøres det med et nyt sind og for Herrens ansigt. Arbejdspladsen bliver et sted til at tjene Gud.
Hjemmet får en ny atmosfære. Man tænker mere på at elske og tjene, end på selv at blive tjent. Livet gøres dagligt helligt med Guds ord og bøn, og hjemmet bliver et tempel for Gud.
Fristelserne og lysterne er de samme, men hjertet hader synden. Man vandrer i lyset, med alt. Hjertet renses i Jesu blod. Der er lys over livet, glæde i hjertet og i øjne, lovsang på læberne.
Har du ladet dig sådan løfte op til ham, der vil forvandle dig indefra?
»Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed,« 2. Kor. 3, 18.
