Da Roald Amundsen var på vej til Sydpolen, stødte han på en gletsjer, blank som glas og rund som en tønde. Det var en af de sværeste hindringer, han måtte overvinde for at nå målet. Han gav deri navnet: »Djævelens dansesal«.
Amundsen satte livet ind på at nå frem til polen. Ellers var det aldrig lykkedes ham at nå sit mål.
Også vi må sætte livet ind, hvis vi skal nå det himmelske mål. Kristenlivet er ingen dans på roser. Nej, verden vender helst tornene mod Jesu venner. Ofte fletter Jesu fjender en tornekrone til den troende pande, en tornekrone, der daglig stikker og smerter. Det hånlige eller overbærende smil, foragten, spotten over Gud og det hellige, kritikken og dommen, alle disse små torne kan såre et ungt sind.
Men hvilken ære at få samme behandling som vor tornekronede Frelser. »Har de forfulgt mig, vil de også forfølge Jer,« sagde Jesus.
Kristne, som ikke kæmper for at ære Jesu navn og bringe menneskene til frelseren, kommer kun til at lide lidt eller intet for Jesu skyld. De lever let, fordi de selv er lette. Jo mere vi har at kæmpe for, jo mere får vi at kæmpe mod. Men jo rigere bliver vi i nåden. De to ting hører sammen.
»Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus! Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at undervise andre. Vær med til at lide ondt som Kristi Jesu gode soldat.« 2. Tim. 2, 1-3.