Legenden fortæller om en lille hyrdedreng, der stod uden for stalden, da Jesus blev født. Betaget havde han set de skatte, som de hellige tre konger gav barnet: guld, røgelse og myrra. Bedrøvet stod han og tænkte på, hvor fattig han selv var. Ingen gave havde han at give barnet. »Lykkelige er I,« brast det ud af ham, da de tre vismænd kom ud, »som har noget at give Jesus. Jeg har ingenting.«
En af dem svarede mildt: »Min kære dreng, du tager fejl. Det er dig, der er den lykkelige. Vi er gamle mænd, og vort liv er snart forbi. Men du er ung. Du har hele livet at give ham. Du kan give dig selv. Lykkelige du!«
Det er et smukt billede, der males af de tre vismænd fra østen. De faldt på knæ og tilbad Jesus.
Endnu smukkere og finere er det, når ungdommen bøj er knæ for Jesus.
Det smukkeste syn, jeg fik at se,
var ungdom for Gud på knæ.
Det kosteligste, vi kan give Jesus, er vor tilbedelse og vor hengivelse. Der er forskel på at bede Jesus om noget og at tilbede Jesus. I tilbedelsen ligger lovprisning, tak og ydmyg selvovergivelse, kærlighed, ja hjertets overgivelse til Jesus.
Vi, der beder om så meget, skulle ikke vi, når vi nu på ny har oplevet Guds største gave, bøje os og kun tilbede Jesus.
»Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. « Matt. 2, 11.
