En mand mødte koleraen, da den kom fra et ødelæggende besøg i en by. »Hvor mange døde?« spurgte han. »Firs tusind,« svarede koleraen, »men jeg angreb kun tyve tusind.« »Og resten?« - »Å, de døde af skræk.«
Frygt er lammende. I kristenlivet kan frygt føre til åndelig død. Af frygt lukker mange af for de levende vandstrømme, det nye liv får ikke lov til at sprudle frem, men holdes skjult. Og de levende vandstrømme bliver til døde og giftige sumpe i sjælen.
Det er ikke Satans direkte angreb, hans fristelser og lænker, som fører de fleste unge bort fra Gud. Det er menneskefrygten, der gør dem til fornægtere.
Størstedelen af Israels folk endte i ørkenvandring og død, i stedet for i det forjættede land, der flød af mælk og honning. Og årsagen var ene og alene frygt for mennesker.
Menneskefrygt er vantro mod Gud. Ja, det er opsætsighed mod Herren. For Herren vil, at vi skal være frimodige og frygtløse i tillid til hans kraft. Har vi noget at frygte, vi som har fået dette løfte: »Mig er given al magt i Himmelen og på jorden - og se, jeg er med Jer alle dage indtil verdens ende.« Det var en anden ånd, der beherskede Kaleb, sagde Herren. Måtte vi være af samme ånd, så vi kan sige:
»Gør ikke oprør mod Herren! I skal ikke være bange for landets befolkning, dem æder vi! Deres skygge har forladt dem, men Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!« 4. Mos. 14, 9.
