Under den sidste, krig uddeltes der mad i krypten til en kirke i Oslo. Alle, som hørte til menigheden, og som trængte til det, kunne komme og få kartofler, klipfisk, sild, tran og grøntsager, og der var særskilt uddeling til de syge. Mens jeg i nogle uger førte tilsyn med denne kirke, lagde jeg mærke til, at der var stor tilstrømning til krypten, men langtfra samme rift om pladserne oppe i kirken om søndagen, og til nadverbordet kom kun en lille flok.
Sådan er menneskene, og sådan var det også, da Jesus vandrede her på jorden. Jesus er livets brød, han er sjælens mad og liv. Da han engang havde mættet fem tusind mand med fem brød og to små fisk, ville alle gøre ham til konge. For de ville gerne have gratis brød. Men da Jesus sagde, at han var livets brød, og at ingen kunne eje evigt liv uden at komme til ham, da begyndte de samme mennesker at knurre og forlod ham.
Når Jesus kalder sig livets brød, vil han dermed have sagt, at vor sjæl trænger til ham, ganske som vi trænger til føde for legemet. Det er lige så naturligt at tage imod Jesus, som det er at spise.
Er det blevet sådan for os? Sult og tørst, åndelig fattigdom og tomhed bliver forvandlet til glæde og fred, rigdom og kraft, når vi tager imod meget af Jesus. Det er unormalt og unaturlige at leve som en utilfreds og fattig kristen, når livets høvding rækker os livets brød i overflod.
»Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte,« Johs. 6, 35.
