En dreng var sammen med sin fader på besøg hos nogle slægtninge. Han vidste, at hjemturen om aftenen gik over en elv, hvor der kun var en smal bro. Al glæde var borte, når han tænkte på hjemturen, og han klagede: »Hvordan skal jeg i aften i mørket komme over broen?«
Da de skulle af sted, var han imidlertid sovet ind fra alle sine bekymringer, og faderen tog ham i sine arme og bar ham hele vejen hjem. Næste morgen, da solen skinnede ind i sovekammeret og vækkede drengen, sad faderen ved hans seng. »Men fader, hvordan kom jeg over broen?« spurgte drengen forundret. Og faderen svarede leende: »I mine arme.«
Enkelte unge beskæftiger sig alt for meget med tanken om døden. De plages af dødsfrygt hver eneste aften, når de skal sove, og føler dødsangsten af og til som en tung skygge over deres liv.
Har du en lille broder eller søster, så gå ind og se på dem, når de sover. Børnene skænker ikke døden en tanke og har derfor heller ikke nogen bekymring eller frygt for den.
Vi trænger til at lære af børnene. De overlader roligt alle bekymringer til moder og fader. Og når de beder aftenbønnen, er de lige visse i troen på, at Gud er deres fader og Jesus deres broder.
Når du skal dø, skal du ikke gå alene. Nej, Jesus vil bære dig hele vejen. Han er før gået over dødens flod. Du skal kun sørge for at være i hans samfund, mens du lever, så sørger han for sjælen, når du dør. Hør, hvad Jesus siger:
»Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag.« Johs. 6, 39.
