Marconi, opfinderen af den trådløse telegrafi, udtalte engang i et interview: »Jeg er stolt over at kunne kalde mig en kristen, men også over at være videnskabsmand.
En radiosender på størrelse med en hånd kan udsende budskaber over verdenshavene, men den menneskelige hjerne er mere kompliceret end noget, menneskene har skabt.
Det trådløse apparat kan sende sine vibrationer lige til målet. Er det da ikke naturligt at tro, at det under, som hjernen er, vil være i stand til at udsende vibrationer i form af bøn, der også kan nå deres mål?
Marconis vidnesbyrd burde have stor vægt for alle tvivlere. Der er dog en anden vej, som er endnu sikrere. Og det er at bede selv. Erfaringerne i bønslivet giver et Guds barn vished om, at det råder over kræfter af uendelig rækkevidde.
Engle sendes til hjælp på jorden, som svar på de troendes bønner. Forældre kan nedbede de himmelske kræfter over børn i fremmede lande eller ude på de vilde have. Syge bliver raske, og sultne mættes, som svar på bøn. Sorg over synd, angst og fortvivlelse må vige for himmelsk glæde og fred, når en fattig synder råber til Gud om frelse. Ja, Himmelens engle glæder sig, når en synder på jorden første gang vender sig til Gud i bøn om syndernes forladelse og et nyt liv.
»Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om. « 1. Johs. 5, 14-15.