På Nordafrikas kyst samles på visse tider vældige flokke af småfugle. Om morgenen letter de og flyver som en hel sky ud over havet. Et stykke tid er flokken borte. Men så kommer den igen, og fuglene sætter sig trætte på stranden. Efter en tid gentages forsøget. Men igen tvinges de til at vende om. Vejen er for lang for dem. Flere af dem er så trætte, at de styrter i havet.
Da høres et mægtigt brus i luften. Det er storkene og tranerne, der også vil til Europa. Og se nu letter småfuglene, og hver af dem opsøger en stor fugl, sætter sig på dens ryg, og der sidder den stille, indtil den anden kyst er dukket frem af horisonten.
Afstanden mellem os og Gud er uendelig lang, lige så stor som den evige fortabelse. Derfor kan intet menneske af sig selv nå til Gud. Om man end prøver aldrig så meget og ofrer aldrig så meget og vil aldrig så gerne, så er afstanden alligevel for stor. »Eders synder har sat skel mellem eder og Gud,« siger Bibelen
Men så kommer Jesus til os - udsendt fra Gud. Med Jesus kom Himmelen ned til jorden, og vejen er banet og fri mellem os og Gud, og Gud er vor fader.
I Jesu navn er Himmelen åben. I Jesu navn er Gud os lige så nær, som vor jordiske fader, og vi kan gå til ham med alt og få hjælp for alt.
Så gør det ingenting, at vi er små og svage. Så gør det ikke engang noget, om vor tro er lille. Bare vi vender os til Jesus, så gør han alt.
Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.« Johs. 14,6.
