Missionsbevægelsen i Amerika kan føres tilbage til den bøn, nogle få studenter bad, da de i et tordenvejr søgte ly under en høstak. Den kristelige ungdoms bevægelse fik sin begyndelse efter et lille bønnemøde oppe på George Williams fattige kammer. Vi ved også, at den frivillige studenter bevægelse har sit udspring i Robert Wilders og hans søsterbørns bøn i Norfield 1886. Og vi ved at hvert nyt fremstød i Herrens vingård på jorden begyndte med troende menneskers bøn.
Når vi ved dette, skulle bønnen altid have førstepladsen i vor gerning for Guds riges vækst og fremgang.
Når Guds ord siger: I får ikke, fordi I ikke beder, så kan vi til drage den slutning, at når der ikke er velsignelse og vækst i vor tjeneste for Herren, skyldes det mangel på bøn.
Pinsedag var disciplene samlet i bøn om det, som Faderen havde lovet. Så kom Den Hellige Ånds kraft og tre tusind sjæle blev frelst ved en enkelt præken. Nu må der ofte tre tusinde prækner til, for at en eneste sjæl skal blive frelst.
Vi taler, og vi vidner, vi arbejder og arrangerer og organiserer. Men beder vi lige så ivrigt og målbevidst?
I bønnen lukker vi op for Den Hellige Ånds kraft. Måtte vore hjerter altid være opadvendt i bøn om at blive fyldt af ånden. Vi skal ikke bede forgæves.
»De holdt alle i enighed fast ved bønnen.« Ap. G. 1, 14.
