HVOR ER DU?

Da Adam og Eva havde syndet, skjulte de sig blandt havens træer, fordi de hørte Gud nærme sig. Synden ødelagde det gode barneforhold.

Det var galt nok, at de havde syndet, men værre blev det, fordi de ikke ville erkende deres synd. De var for stolte til at møde Gud som skyldnere.

Vor onde natur, som vi har fået i arv fra vore første forældre, viser sig på samme måde. Vi vil skjule os for Gud for at undgå mødet med ham som skyldnere.

Det er denne onde stolthed, som er grunden til, at så mange begynder på at forbedre sig selv, når de hører Guds ånds kald, i stedet for åbent at bekende deres synd og bede om nåde. De vil skjule sig bag de gode gerningers løvhang i stedet for at møde Gid i deres syndes nøgenhed.

Adams hovmod kom også frem på en anden måde. Da Gud fandt ham og begyndte at tale med ham om hans synd, skjulte han sig bag andre. Kvinden og Gud fik skylden: »Kvinden gav mig«. Ja, egentlig var skylden Guds, som havde givet ham en sådan medhjælp: »Kvinden, som du gav mig, hun gav mig af træet, og jeg spiste.«

Så længe menneskene giver forholdene skylden, vennerne og familien og situationen, så længe kryber de i skjul og er uærlige.

Gud forkaster ikke synderen, selv om han skjuler sig i hovmod og fjendskab mod Gud. På Bibelens første blade møder vi en Gud, som søger synderen og kalder ham frem i lyset. Har du hørt Guds røst?

»Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?«« 1. Mos. 3, 9.