Da Livingstone kom tilbage fra Afrika, efter at have tilbragt mange år med at tjene de indfødte, spurgte en ham om hans sjæl. »Min sjæl, min sjæl, jeg har næsten glemt, at jeg havde en sjæl,« svarede Livingstone. Så optaget havde han været af de andre menneskers sjæle, at han næsten havde glemt at tænke på sin egen.
Der findes kristne, som aldrig kommer længere end til deres egne vanskeligheder og problemer. Selvoptagne søger de glæde, hvile og lykke for sig selv. Deltager de nogensinde i et bønnemøde, så beder de også kun for sig selv, ligesom de gør, når de beder i lønkammeret. Og når de er sammen med andre, taler de om deres egne vanskeligheder og bekymringer.
De, der således er optaget af sig selv, kan ikke hjælpe andre. Bekymring og selvoptagethed er synd. Den kommer der, hvor et menneske ikke søger Guds rige først, men alt andet i stedet og først derefter Guds rige.
Jesus Kristus gav sig selv helt for os. Derfor blev han verdens frelser. Vi kan kun blive brugt af Kristus til verdens frelse ved at blive korsfæstet med Kristus. Korsfæstet med Kristus betyder, at man vover at søge Guds rige først og skyde noget af sit eget til side for Guds skyld. Da bliver Kristus stor, både for en selv og andre. Rafael havde en lampe på hovedet, for at hans egen skygge ikke skulle falde henover hans arbejde. Således skulle vort »selv« træde i skyggen, og Kristus stråle frem. Da kan vi øve hans gerning.
»Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. « Gal. 2, 20.
