En mand i Sydstaterne havde, før krigen brød ud, en troende slave. Hans herre døde, og man sagde til slaven, at han var rejst til Himmelen. Den gamle slave rystede på hovedet. »Mig er bange,« sagde han. »Massa ikke rejst dertil.« »Hvorfor ikke,« spurgte man. »Jo, når Massa skulle nordpå eller rejse til kilderne, han snakke om det i lang tid og gøre sig færdig. Mig aldrig høre ham snakke om at rejse til Himmelen, aldrig se ham gøre sig færdig til at rejse dertil.«
En mand, som tænker på at bosætte sig i et fremmed land, skaffer sig kort og bøger og søger at sætte sig ind i sproget, før han rejser. Regner vi med at tilbringe evigheden i Himmelen, vil det være naturligt, at vi søger at gøre os fortrolige med livet der.
Hvordan kan nogen trives i Himmelens klare lys, som her på jorden elskede mørkets gerninger. Han ville skille sig ud, ganske som en bryllupsgæst i lasede, snavsede klæder.
I Himmelen skal de frelste synge lovsange til ære for lammet, som blev slagtet - kan du synge den nye sang? Kun de, som her på jorden elskede Jesu blod og roste sig af Kristi kors alene, kun de vil kunne finde sig til rette i Himmelens jubelkor.
Ingen, som skammer sig ved Jesu navn hernede, vil kunne leve ansigt til ansigt med Jesus dag og nat i evigheders evighed.
Den, som her vandrer i lyset og åbent vedkender sig Jesus som sin frelser, han er rede til Himmelen. Da vil også livet være himmelvendt. »Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Luk. 12, 40.
