I et eventyr fortælles om en mand, der skulle bygge bro over en elv. Han fandt en tynd ranke, som var lang nok, og med den som målestok drog han til skovs for at finde træer til broen. Men det viste sig, at alle træerne var for korte. Da fandt han på råd. Han huggede lidt af sin målestok, og så fandt han stammer nok.
Lige så tåbeligt handler mange mennesker med det mål, Gud har givet os for vort liv. Farisæerne hørte netop til den slags, som nedskar lovens mål. Havde de ikke gjort det, havde de også haft brug for en frelser.
Den, som skærer ned på Guds krav, vil altid være tilfreds med sig selv. Han har ikke brug for noget. »Jeg gør mit bedste,« siger utallige mennesker, når de bliver spurgt om, de er Guds børn. »Mit bedste,« det er også et mål, men det er sandelig ikke noget idealmål. Det farlige er, at dem, som siger det, mener, at »mit bedste« virkelig også er godt nok for Gud. Målt med Guds mål bliver hele verden skyldig overfor Gud. Da er der ikke en, der holder målet. Men da bliver der også brug for tilgivelse. Og det er netop lovens hensigt. Den skal tugte os til Kristus. Er du tilfreds med dig selv, eller trænger du til en stedfortræder, der holder målet? Jesus Kristus er lovens opfyldelse. Han alene.
»Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.« Matt. 23, 23.
