En kinesisk lignelse fortæller: »En god mand byggede et hus med syv værelser. Da kom der en fattig mand, der ikke havde noget hus og bad om at få et af værelserne. Ejeren erklærede sig villig til at give ham de seks, når bare det syvende værelse altid stod parat til ham selv. Den fattige gik med glæde ind på det. Han flyttede ind i huset med hele sin familie. I begyndelsen holdt han også det syvende værelse parat til ejeren. Men snart blev også dette taget i brug, ja, det blev endog nægtet ejeren at komme der.
Sådan handler mange mennesker med ugens syv dage. Og dog gav Gud os hviledagen, fordi vi trængte til den. Men hvile i Guds betydning er ikke det samme som at sove eller være doven; og slet ikke det samme som at jage af sted på ture søndag efter søndag.
Gud hvilede på den syvende dag, står der i beretningen om skabelsen. Og da betragtede Gud sit værk. Vi trænger til hviledagen for at betragte vort værk i ugens seks dage. Vi trænger til at overveje om det, vi gjorde, holder stand over for Gud. Og vi trænger til et særligt opgør og en særlig fornyelse i vort forhold til Gud.
Trætheden, der plager så mange, kommer af, at man aldrig giver sig tid til at være stille for Gud. Sjælen hviler kun hos Gud. Til en virkelig hvile hører stilheden i Guds hus, enten det er en kirke eller et sports kapel. Den dag har vi fået, for at vor sjæl kan modtage mere af Gud, end der bliver tid til på arbejdspladsen. Søndagen er ikke til, for at du skal tjene Gud, men for at Gud skal få lov at tjene dig med det, din sjæl trænger til.
»Og Jesus sagde til dem: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld..« Mark. 2, 27.
