I Adelsberger grotten i Italien er der flere søer, hvor ingen solstråle når ind. Der findes fisk i disse søer, underlige fisk, der fødes, lever og dør i dette bestandige mørke. I tidens løb er øjnene forsvundet på disse fisk, der alligevel intet kunne se. De tåler slet ikke lyset. Tager man en sådan fisk op i lyset, dør den straks.
Mennesker, der lever i mørke og øver mørkets gerninger, ved ikke, hvor risikabelt det er. De ved godt, at de er glade for at leve i mørket. De indrømmer ofte åbent, at de holder af det, som Gud ikke synes om, og elsker det, Gud fordømmer. Alligevel har de allerfleste tænkt at komme frem i lyset en dag, om ikke før, så når de skal til at dø.
Man kan blive sjæleblind. Og man kan blive det på et tidligt stadium. Sådanne blinde sjæle elsker syndens mørke så højt, at de er begyndt at kalde deres mørke for lys. De mister enhver trang til at komme ind i Guds lys. Og de ved ikke, at de er på vej mod det dybeste mørke, der hedder fortabelsen.
Det gælder om at leve i lyset for at bevare det evige liv. Det gælder om, at vi aldrig flygter for Gud, aldrig skjuler noget for ham, men lever for hans ansigt med alle ting. Og det gælder om at gøre dette, mens sandhedens lys endnu lyser i os. Da ved vi, hvor vi går. Ved du det?
»Jesus sagde til dem: »En kort tid endnu er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal gribe jer. Den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går.« Joh. 12, 35.
