I aviserne kunne man en gang læse om et parti islandske ørne, der blev ført til København. Men en af dem druknede på vejen. En ørn druknet, hvordan kunne det gå til? Jo, den var sluppet ud af sit bur, var flakset hen over dækket og op på rælingen.
Da spredte den de vældige vinger til flugt. Men det blev kun til en lav bue hen over havet, så faldt den ned på bølgerne, baskede lidt, men druknede og forsvandt. Vingerne havde mistet deres kraft, fordi den havde været indespærret for længe.
De fleste unge mener, at de kan bruge viljens vinger til at flyve bort fra synden, når de vil. De glemmer, at synden ødelægger viljen, svækker dens kraft. Jo længere tid der går, jo vanskeligere er det at rive sig løs fra de syndige vaner.
Men så sætter de måske deres lid til troen. De ved, at de kan få lov til at komme til Gud, også når de er gamle, og de allerfleste har regnet med det. Deres livsplan går ud på først at nyde livet, og så omvende sig, før de dør. Det gælder jo blot om at tro på Gud og Jesus og så bede, så er alt i orden. Så har de troens vinger. Men de glemmer, at troens vinger alt for længe har været ude af brug. De glemmer, at legemet bliver tungere og vingerne svagere for hvert år, der går. De overser syndens lænker og tror, at de fremdeles kan vende sig til Gud. Der er gamle, der kan begynde at tro. Men der er uendelig mange gamle, der ikke når dertil. Trosevnen er død, trosvingerne er magtesløse.
»Husk på din skaber i ungdommens dage, før de onde dage kommer, og de år oprinder, om hvilke du siger: »Dem kan jeg ikke lide!« Præd. 12, 1.
