Selvmedlidenhed er en lammende sygdom i sjælen. Den, der synes, det er synd for ham selv, bliver selvoptaget, pirrelig, trist og vanskelig at være sammen med. I Guds rige kan sådanne selvmedlidende personer ikke bruges. Derfor gælder det om at vinde sejr over selvmedlidenheden.
En østerlandsk legende fortæller om en hindukvinde, der havde mistet sit eneste barn. Fuld af sorg tryglede hun en profet om at give hende barnet tilbage. Han så længe kærligt på hende og sagde så: »Gå, min datter, og hent mig en håndfuld ris fra et hjem, hvor døden ikke har været, og jeg vil gøre, som du ønsker.«
Kvinden gik fra hus til hus. Det var ikke vanskeligt at få en håndfuld ris, men når hun spurgte, om døden ikke havde været der, rystede de bedrøvet på hovedet.
Mens hun således gik fra hus til hus, forsvandt hendes egen smerte, og hun begyndte at føle med dem, der led. Hendes egen angst og sorg blev forvandlet til medlidenhed. Hun glemte sig selv og fandt befrielse i at hjælpe andre.
Kristus glemte sig selv på korset, idet han frelste en røver og bad for sine fjender.
Tager vi del i Kristi lidelse for de ufrelste og for verdens nød og bruger vor tid til at lindre og hjælpe, da vil den lammende og sygelige selvmedlidenhed forsvinde. Er du medlidende eller selvmedlidende?
»Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.« Rom. 8, 17.